Idrætsefterskole på Sjælland med fodbold, håndbold, springgymnastik, dans m.m.
Idrætsefterskole på Sjælland med fodbold, håndbold, springgymnastik, dans m.m.
Smiley for idrætsefterskole på Sjælland
  • Venskab på Idrætsefterskolen Ubby

IDRÆTSEFTERSKOLEN UBBY · Hovedgaden 8 · 4490 Jerslev Sjælland · Tlf.: 59 59 52 20 · E-mail: kontor(at)ubby.dk · FRISKOLEN UBBY: www.friskolenubby.dk

Generel information om opholdet på Idrætsefterskolen

Vores retningslinjer er til for din skyld

Vi forventer, at du overholder efterskolens grundlæggende retningslinjer og husorden. Vores retningslinjer er ikke sendt til os fra undervisningsministeriet eller pålagt os af vores bestyrelse men er et sæt leveregler, som vi har formuleret ud fra mange års erfaring med at drive efterskole. Formålet med disse leveregler er at skabe rammerne for et fællesskab, som vi alle kan trives i.

Tag hensyn til andre

Det kan virke helt banalt at nævne det, men en forudsætning, for at et stort socialt fællesskab som efterskolens kan fungere, er, at vi alle - lærere, personale og elever - løbende øver os i at tage hensyn til hinanden. At tage hensyn til andre handler i virkeligheden om at respektere, at vi mennesker i bund og grund er forskellige og har forskellige normer, interesser og - især - forskellige grænser. Denne respekt for forskelligheden er en hjørnesten i udviklingen af ethvert fællesskab.

Du er ikke på efterskole for at bryde andres grænser - du er her for at bryde dine egne grænser. 

Tag hensyn til dig selv

Lige så vigtigt det er, at du tager hensyn til andre, flytter dig, lytter og går på kompromis, lige så vigtigt er det, at du er tro mod dig selv og din personlighed. Balancen er hårfin og kan ikke beskrives 100 %; det er faktisk en daglig øvelse. Et godt råd er, at du prøver at være dig selv. Sig, hvad du synes, og meld klart ud. Det er ikke sikkert, at du får ret hver gang, men du opnår, at dine omgivelser ved, hvor de har dig og blandt andet lærer dine grænser at kende. Det værste, du kan gøre, er at forsøge at spille en rolle og være en anden end den, du i virkeligheden er. Det kræver alt for meget energi - og vores erfaring siger os, at det ikke holder i de 42 uger et efterskoleophold varer.

Du siger ja til det hele

Når du siger ja til et efterskoleophold, siger du ja til en helhed, hvor alle elementer er lige vigtige, uanset om det er fællesgymnastikken, fagene, rengøringen, køkkentjansen eller morgensangen. Du synes sikkert, at det er sjovere at spille fodbold end at have matematik eller gøre rent. Eller måske synes du, at det er hyggeligere at hænge ud i dagligstuen med kammeraterne end at skrive engelsk stil. I løbet af de 42 uger bliver der plads til det hele, men det kræver, at du forstår at planlægge og prioritere. Du skal fra starten forstå, at du ikke kan vælge og vrage. Du har købt hele pakken og skal derfor være indstillet på at tage det søde med det sure. Der er tid til både fest, fritid, samvær, oplevelser, kammerater og måske en kæreste, når du er på efterskole, men det er til tider surt slid og hårdt arbejde. Det er vigtigt, at du forstår at motivere dig selv til det hele.

Vi kræver, at du hurtigt kan sætte dig ind i, hvordan idrætsefterskolen hænger sammen og f.eks. kender til sengetider, mødetider, husorden og lignende.

IT

Vi har et velfungerende trådløst netværk overalt på efterskolen. Vi deaktiverer nettet om natten (kl. 22.00-7.00) - en beslutning, vi har truffet for bl.a. at sikre nattesøvnen. Af samme grund er mobilt bredbånd ved hjælp af f. eks. USB-nøgle ikke velkomment på skolen. Vi forventer fuld opbakning til dette fra dig og dine forældre. Ved det første kontaktgruppemøde på ankomstdagen, skal både du og dine forældre skrive under på accept af vores IT-politik.
Bemærk, at du skal have installeret/opdateret dit antivirusprogram ved ankomst. 

Rygning

Det er ikke tilladt at ryge, når man er elev på idrætsefterskolen. Så hvis du er ryger nu, møder du selvfølgelig op til skolestart uafhængig og fri for abstinenser. 

Køkkentjans

Du må forvente at skulle hjælpe med madlavning i køkkenet i 2-3 uger af dit efterskoleophold. Det er et stort og krævende arbejde at lave mad til mange mennesker. Du vil få et medansvar for, at maden kommer til at smage godt og ser indbydende ud. Du må ligeledes forvente at skulle deltage i opvasken 2-3 uger i løbet af året.

Vi kan ikke hver dag servere alle elevers livret, og derfor må du være åben for at smage nye retter og spise maden uden brok, også selv om det måske ikke er det bedste, du ved - det bliver det måske!

Du vil også indimellem have pligter med oprydning og lignende på de udendørs arealer.

Kræver din trosretning af dig, at du spiser noget bestemt, bedes du oplyse dette den første dag.

Læs mere om maden på Ubby.

Elevbank

Du kan benytte efterskolens elevbank til opbevaring af penge. Elevbanken har åbent hver dag mellem 11.00 og 13.00. Det er en god ide at benytte vores elevbank, så dine kommende kammerater ikke bliver fristet til tyveri. Dine forældre kan evt. inden skolestart indsætte et passende beløb på følgende konto i Nordea: reg. nr. 2190 konto nr. 6876418221. Husk at skrive elevnavn og elevnummer på pengeoverførelsen. Du kan evt. også åbne en konto i Nordea, som har en hæveautomat i Ubby, så slipper du for at undvære penge så lang tid ad gangen.

Vi anbefaler, at alle har en "reserve" på kr. 200,- stående i en særskilt "medicinpengebank", til evt. køb af medicin og lign. Medicinpenge kan sættes ind på samme konto som lommepengene. Husk igen at mærke overførelsen med elevnavn og elevnummer samt "medicin".

Du kan ikke låne penge af skolen.

Hvis du bliver syg

Læge
Vi har en læge i byen, som eleverne kan konsultere ved f.eks. sygdom og skader.

Medicinbetaling
Medicin, ordineret af lægen, kan afhentes og betales i Ubby Brugs efter kl. 16.00.

Sygdom på skolen
Hvis du bliver syg på skolen, skal du altid meddele det til vagten (oftest forstander/viceforstander) ved morgenmaden. Vi har en læge i byen, som kan konsulteres.

Er sygdommen af alvorlig eller længerevarende karakter, tager vi selvfølgelig kontakt til hjemmet.

Bliver du syg i løbet af en weekend, så du ikke kan møde søndag aften, skal du ringe til efterskolens vagttelefon på telefom 21 61 72 02 mellem kl. 18.30 og 21.30.

Offentlig transport

Tager du det sidste tog til Kalundborg eller Slagelse, kan der opstå problemer ved forsinkelser, fordi bussen er kørt. Idrætsefterskolen har ikke ressourcer til at hente eleverne.

Tøjvask

Vi har en vaskemaskine og en tørretumbler på efterskolen, som begge koster 10 kr. inkl. vaskemiddel. Pigerne bedes i øvrigt anvende en vaskepose, når de vasker bøjle-bh'er.

Få hjælp til at øve dig hjemmefra, inden du starter i Ubby.

Hverdagen på skolen

Søren kommer forbi hos drengene, og Helle kommer forbi hos pigerne hver morgen, men du sørger selv for at stå op, overholde diverse tidspunkter og aftaler samt for at passe din undervisning og dine pligter.

Du får dit personlige skema med nøjagtige tider osv., når du har valgt alle dine fag og niveaudelingen er gennemført.  

VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG :)