Eleverne fortæller: Det glæder jeg mig til at komme tilbage til
Det er ingen hemmelighed, at vi savner vores elever her på skolen. Men indtil vi alle kan samles igen, bruger vi tiden til at værdsætte det stærke fællesskab, vi er en del af – og se tilbage på årets fantastiske oplevelser. Læs med her, hvor tre Ubby-elever fortæller om deres efterskoleår.
Rasmus, 15 år, 9. klasse
Hvordan har dit efterskoleår været indtil nu?
”Mit efterskoleår har været rigtig godt. Jeg har fået nye venner og en masse store oplevelser. Der er sket rigtig meget, og jeg er faldet ind i en ny helt ny hverdag. Det har faktisk overrasket mig, hvordan man får opbygget et bånd til både efterskolekammerater og lærerne. Man har bare mulighed for at lære folk meget bedre at kende her!”
Hvad har været din bedste efterskoleoplevelse?
”Jeg glemmer aldrig den første gymnastikopvisning i Kalundborg-hallen. Det samlede virkelig skolen at stå ude på gulvet sammen, og man kunne mærke fællesskabet. Jeg har aldrig selv dyrket gymnastik før efterskolen, så jeg var meget spændt på opvisningen og de mange mennesker – men det var bare så fedt!”
Hvad savner du mest ved efterskolen lige nu?
”Jeg savner hele hverdagen! At have faste rutiner og vide, hvad der skal ske, og hvad man skal gøre. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage og mærke fællesskabet igen. At blive samlet som en efterskole og ét stort fællesskab.”
Frederikke, 16 år, 10. klasse
Hvordan har dit efterskoleår været indtil nu?
”Jeg har virkelig haft et godt efterskoleår. Det er dejligt at få nye bekendtskaber, og jeg er kommet til at tale med nogle typer, som jeg måske aldrig havde talt med før. Der er et stærkt sammenhold på Ubby, og det er imponerende, hvor hurtigt man får skabt et bånd til folk. Efter en måned følte jeg, jeg havde kendt mine efterskolekammerater i flere år!”
Hvad har været din bedste efterskoleoplevelse?
”Skituren var virkelig noget særligt. Bare det at komme ud af de vante rammer og et helt nyt sted var fantastisk – men det var også spændende at se folk blive udfordret inden for en sport, nogle måske ikke havde prøvet før. Der var en stærk fællesånd, og de øvede hjalp tit de mindre øvede og støttede hinanden igennem det.”
Hvad savner du mest ved efterskolen lige nu?
”Jeg savner at have menneskerne omkring mig! Og jeg glæder mig til at komme tilbage til en hverdag sammen med mine venner i faste rammer. Samtidig har den nuværende situation virkelig også gjort mig opmærksom på, hvor godt jeg har det på Ubby, og hvor taknemmelig jeg er for at være netop her.”
Caroline, 16 år, 9. klasse
Hvordan har dit efterskoleår været indtil nu?
”Det har været sjovt og udfordrende! Det er en stor oplevelse at starte et helt nyt sted og skabe relationer til helt ukendte mennesker. Man bor sammen med sine venner og får et stort fællesskab – og så får man faktisk også et tæt forhold til sine lærere og lærer dem at kende på en anden måde.”
Hvad har været din bedste efterskoleoplevelse?
”Gymnastikugen, selvfølgelig! Jeg har dyrket gymnastik i mange år, og det er noget helt særligt at dyrke gymnastik på efterskole. I gymnastikugen satte vi hele vores opvisningsprogram sammen og forberedte os på at skulle turnere.
Vi nåede heldigvis et par enkelte opvisninger. Jeg nød især, da vi var i Kalundborg, hvor jeg selv er kommet meget og set efterskolerne optræde. Jeg kan huske, jeg så tit har siddet som tilskuer og glædet mig til, at jeg skulle stå på gulvet sammen med min efterskole – og da det skete, var det helt surrealistisk!”
Hvad savner du mest ved efterskolen lige nu?
”Menneskerne og fællesskabet. Helt klart! Jeg glæder mig sådan til at komme op på skolen igen og kunne give alle et stort kram. Selv de mindste ting føles som noget særligt på efterskolen – bare det at samles efter en weekend og udveksle historier om, hvad man har lavet. Til måltiderne har vi altid noget at tale om, og der er aldrig stille!”